Åh nej! Har jeg sagt noget dumt?

Jeg har en ambition om at 2025 bliver året hvor jeg lærer at få et sundere forhold til det at deltage i offentlige debatter. Som det er nu, oplever jeg det som belastende for mit nervøse system. Lad mig fortælle hvordan et typisk forløb foregår.

En terapeutisk praksis: Jeg skriver noget, for at få greb om et fænomen som optager eller piner mig. Jeg skriver for at rydde op i mit hoved, for at få styr på nogle tanker. Kun sjældent er ambitionen at råbe verden op, eller prøve at få spalteplads eller taletid i medie x, y eller z. Det meste af tiden er skriften et resultat af et selvterapeutisk arbejde, teksten og jeg arbejder sammen om at løse nogle knuder op.

Muligheden for udgivelse: Nogle gange opstår muligheden for at udgive det skrevne til et medie: det kan være en bog, en akademisk artikel eller et essay til et tidsskrift. Så begynder en relativ lang proces, hvis slutmål er at rense teksten for korrekturfejl, skærpe argumentationen og angive kilder. Nogle gange ryger teksten frem og tilbage mellem redaktøren og jeg to-tre gange. Hvis det er en bog kan det være op til 10 gange. I denne proces bliver jeg tit utålmodig, og jeg tror jeg har ødelagt humøret hos mange redaktører, ved at spørge passivt-aggressivt til status på artiklen. Der kan gå lang tid imellem de her runder, op til seks måneder har jeg oplevet. I den periode bekymrer jeg mig om at man har valgt at droppe artiklen, eller om mediet er gået konkurs, eller om der er kommet en ny redaktør på, der har spottet store, nye, grundlæggende problemer i teksten.

Glæden ved udgivelse: Når teksten udgives, er der selvfølgelig en glæde forbundet med at se resultatet af det hårde arbejde, men så begynder en lang og usikker periode hvor jeg enten

a) ikke forstår de manglende reaktioner. Er det fordi projektet er åndssvagt, kedeligt, dårligt skrevet eller fordi der er nogle pinlige fejl vi ikke opdagede?

b) forfærdes over reaktioner: de har jo slet ikke læst teksten ordentligt! Eller: det dér har de jo misforstået, det kalder på et modsvar!

Der går lang, lang tid før jeg kan læse det trykte, fordi jeg er nervøs for at spotte fejl. Det ville være ubærligt hvis vi med alle de korrekturrunder, ikke havde fanget alle fejlene.

Resonans: Undertiden skaber teksten så meget resonans i verden, at journalister eller formidlere har lyst til at samle tekstens pointer op, og så bliver jeg kontaktet, og jeg er ofte alt for høflig, og svarer ja for hurtigt (uanset hvor travlt jeg har det og hvor lidt jeg har lyst på det tidspunkt – selvom jeg er blevet bedre til at bede om tid til at tænke over det). Jeg bliver altid oprigtigt beæret over at nogen finder interesse – og det synes jeg ikke man kan være bekendt at afvise.

Hvis det er et interview til en skriftlig artikel forbereder jeg mig ikke lige så meget som hvis det er til en live-situation. Jeg starter typisk to-tre dage før med at forberede mig, og det gør jeg ved at fylde en side ud (punktstørrelse 10), med facts jeg gerne vil have styr på, citater der inspirerer, billeder og metaforer der kan styrke afleveringen af en pointe, modsvar på forestillede argumenter osv. I den tid, forestiller jeg mig hele tiden hvad journalisten eller opponenten vil spørge mig om eller kritisere mig for.

Efter interviewet er blevet offentliggjort: Tiden efter et interview er blevet udgivet er altid den værste. Jeg synes ikke jeg blev spurgt om det jeg havde forberedt mig på. Jeg glemte at sige noget vigtigt. Jeg kludrede i en sætning. Jeg sagde noget på en måde der kunne opfattes uhøfligt. Eller: rubrikredaktøren har fundet noget jeg har sagt og skarpvinklet det helt vildt: “Vores generation er den dummeste nogensinde” fx. Jeg forbereder mig på at blive kløvet fra flokken, frosset ud af det gode selskab, latterliggjort, bagtalt. Jeg bliver bekymret for om folk overhovedet gider at læse hele interviewet for at forstå baggrund og kontekst for den skarpvinklede overskrift. Jeg får en trang til at udsende en tekst der nuancerer noget jeg har sagt, der præciserer en pointe, der belægger et argument med facts.

2025: Jeg håber ikke redaktører, journalister eller modparter læser ovenstående som en kritik, processen med denne lille tekst har gjort det tydeligt for mig, at jeg skal lære at slappe af (enten ved at skære ned på hvor mange ting jeg deltager i), eller jeg skal lære at droppe at anvende kriterierne for den tekstnære fase på den formidlende, mundtlige fase. Og jeg skal holde op med at projicere mit eget hårde arbejde med en tekst over på læseren. Folk læser på alle mulige måder, og det er frugtesløst at tro at deres forhold til teksten er lige så intenst som den der har skrevet den. Teksten man som forfatter har skrevet helt alene og helt fokuseret læses side om side med 1000 andre ting, i konkurrence med alle mulige andre medier.

Og hvis jeg virkelig siger noget totalt dumt, skal der nok opstå en mulighed for at nuancere, forklare, beklage, uddybe, folde ud…