I dag ophæver elektroniske skriftteknologier afstand og isolation: Vi kan kommunikere overalt og altid, simultant og globalt, vi kan bære teknologien på kroppen og opkoble den til sanserne (og med tiden formentlig også til hjernen). Vi kan via programmer nemt danne tekst og redigere, udgive og oversætte, interagere med programmer, overvåge og blive overvåget med mere. Samtidig skaber computerteknologier også afstand mellem mennesker, fordi vi ikke er sammen, men fjernkommunikerer i det daglige – i større omfang end fortidens brevskrivere. Vi behøver ikke lukke en dør eller opsøge et støjfrit sted for at opnå (delvis) isolation; det kan være nok at forbinde os med maskinen. Vi kan nemt opdele vores opmærksomhed og adskille visuelt og auditivt input; vi skriver og hører musik via samme maskine; eller vi læser og hører samtidig larmen i toget; vi ser ud ad togvinduet og hører en lydbog; en film kører, mens vi chatter og så videre. Når vi multitasker eller retter vores sanser mod forskellige mål (nogle fjerne, nogle nærværende), tenderer vores opmærksomhed mod at blive “kontinuerligt springende”. Sådan en omstillingsparat opmærksomhed er ikke så velegnet til aktiviteter, der kræver refleksion, fortolkning og forfølgelse af langsigtede mål.

Marie Møller Kristensen

Marie Møller Kristensen (2020). Skrift – fra billeder til bits. Mindspace.