Kritik af den digitale fornuft

April 2018

Kritik af den digitale fornuft i uddannelse handler om digitaliseringen af vores samfund, som den har udfoldet sig i de seneste årtier især inden for uddannelsesområdet. Bogen stiller de enkle, men ofte både usagte og ubesvarede spørgsmål: Lærer man bedre på en iPad end ved en tavle? Kan interaktive medier erstatte den gammeldags underviser? Udvikler man “digitale kompetencer” af at bruge mobiltelefoner og sociale medier meget? Er der nogen målbar læringseffekt af de massive investeringer i digitalisering, vi som samfund har foretaget? Og kunne vi måske opnå samme effekt med andre, velafprøvede og billigere midler?

Jesper Balslev er lektor og underviser ved Københavns Erhvervsakademi samt ph.d.-stipendiat. Emnet for hans ph.d.-afhandling er digitaliseringen af uddannelsessystemet. Han har en fortid som virksomhedsmedejer og selvstændig konsulent inden for online-kommunikation, og han var i mange år selverklæret tech-nørd og digital frontrunner. I de seneste år har han udviklet en vis skepsis over for de vidtløftige, men fortsat uindfriede visioner, som den digitale teknologi-branche langt hen ad vejen er grundlagt på.I Kritik af den digitale fornuft i uddannelse tegner Jesper Balslev en karakteristik af 30 års tænkning om det digitale. Utallige evalueringsrapporter og politiske oplæg har i løbet af disse år påpeget det store potentiale i digitalisering, men der foreligger meget lidt, om nogen, dokumentation for, at dette potentiale er blevet realiseret. På trods af det fortsætter opfordringerne til yderligere og øget oprustning på det digitale område med stort set ensartet ordlyd og samme løfter om et enormt potentiale, der venter lige omkring det næste hjørne.

Kritik af den digitale fornuft i uddannelse er et opgør med vores måde at tænke om “det digitale” på og et forsøg på at opstille et mere velovervejet alternativ til den panik, der synes at være blevet en permanent samfundstilstand: at enten holder vi os for øjnene og hopper ombord på det digitale højhastighedstog nu, eller også bliver vi efterladt for evigt på den forhistoriske perron.

---

Reaktioner på kritik:

“…in a nutshell, technology today does some more harm than good.”
– Andreas Schleicher, november 2017

Kære Marianne, Jesper og Kristian,

Tak for jeres anmeldelser (på mariis, kforum og folkeskolen.dk); de har givet mig meget at tænke over og anledning til at skærpe og præcisere bogens præmis og rydde evt. mistanker af vejen, der kunne angå mine motiver for at skrive den, at italesætte risici forbundet med en uheldig politisk modtagelse af den og aflive forestillinger om, at den er en implicit kritik af andre forskningsmetoder end dokumentanalyse.

Helt grundlæggende
Jeg håber, at jeg tager fejl! Jeg håber selvfølgelig, at de skattemidler, der er blevet brugt på at digitalisere uddannelse (i det omfang, i den skala og på den måde), vil vise sig at have været en klog beslutning, at det vil vise sig at have givet vores unge kompetencer, som jobmarkedet værdsætter, og at det kvalificerer børn, unge og studerende socialt, kognitivt og personligt til en frugtbar og produktiv fremtid. Problemet er, at det er umuligt for mig at drage den konklusion på baggrund af den litteratur, jeg har konsulteret, frekvensen hvormed problematiserende konstateringer gøres (nærmest lige siden introduktion af IT i skolen), antallet af institutioner der gør den samme iagttagelse, mængden af data de er blevet gjort på baggrund af og endelig omfanget af forskningsbaserede vidensdomæner “uden om” policy tænkning, der understøtter den enkle konklusion: Der findes ikke empirisk belæg for — på makroniveau — at sige at investeringerne i IKT slår ud i øget læring, og heller ikke der, hvor man konstaterer positive effekter, at de står mål med investeringerne, eller at disse ikke kunne være nået med andre metoder eller med mindre budgetter. Derfor er det også problematisk at tage for givet, at der er stort potentiale forbundet med IKT og uddannelse. Det ville være mere præcist at sige, at der er en stor risiko forbundet med brug af IKT i form af udeblevne effekter.

Bogens format og modtagelse
Kritik af den digitale fornuft — i uddannelse er en debatbog, men skrevet på baggrund af et litteraturreview og arbejdet med at opbygge et omfattende korpus af institutionelle tekster omhandlende pædagogisk IKT[2] — et arbejde der udgør en (mindre del) af en planlagt afhandling. I bogen tillader jeg mig at tænke frit og undrende, med og mod nogle temaer jeg synes toner frem i korpusset (de overordnede motiver for digitalisering, tilbagevendende argumenter, diverse rationaliserende forklaringer på udfordringer med digitalisering, underliggende pædagogiske teorier osv.). Jeg har dog fastholdt ambitionen om at lade tænkning og overvejelser udspringe af kilderne så tekstnært som muligt — så læseren selv kan konsultere dem og evt. byde ind med andre fortolkninger end mine. Jeg anerkender, at bogen på den måde, kan opleves som en mærkelig hybrid, hvilket kan skabe lidt tvivl om, hvilken vinkel man skal læse bogen fra: en streng videnskabelig position eller fra en mere almen, nysgerrig position.

Jeg finder det også vigtigt at sige, at 1) jeg præsenterer mig altid som “lektor og ph.d. stipendiat” overfor pressen og har altid rettet det, hvis jeg har haft noget til gennemlæsning, hvor der stod andet, 2) jeg har ikke haft indflydelse på mediernes — ofte alt for — skarpvinklede rubrikker (jeg græmmes over en Snapchat-overskrift i Kristeligt Dagblad og en evidensoverskrift på Folkeskolen.dk), og 3) jeg har ikke kontrol over, hvem der begejstres over bogen, og hvordan de bruger deres læsning af den. Jeg er udmærket klar over, at nogle aktører kan finde på at bruge min kritik som belæg i politiske projekter, jeg p.t. ingen intention har om at deltage i (anti-globalisering, anti-modernisme, fagpolitiske kampe, protest mod en styringsideologisk brug af IT i uddannelse).

Praksis
Det er 17 års intens praksis med IT som formidler, udvikler, webdesigner, foredragsholder, kursusansvarlig, iværksætter, underviser, teknisk forfatter, der har skabt trangen til det rent teoretiske projekt at konsultere de politiske institutioners argumentation. Jeg er helt enig i, at policy papers ikke afspejler praksis, men jeg kan ikke se andet end, at de i høj grad påvirker rammerne for praksis. Det er i policy papers, at argumentation føres for lovforslag og budgetbevillinger, hvis effekt kan spores meget direkte på uddannelsesinstitutioner. I kritikken af min bog er der en understrøm af indignation over, at jeg ikke inddrager aktions- og/eller medieforskning. Det er der ikke nogen principielle grunde til, og det er ikke udtryk for en afvisning af den type forskning. Der ikke noget galt med nogen former for forskning i og omkring det digitale: det være sig dokumentanalyse, aktionsforskning, positivistisk forskning, teknisk forskning i læringsalgoritmer osv. Jeg vil endda sige, at mængden af IKT-fokuseret aktionsforskning er så stor og rig, at jeg ikke har følt, jeg ville kunne tilføje noget til det felt. Det er ikke, fordi jeg ikke har haft lyst: Jeg har hele tiden tænkt, at analysen kun kunne fuldendes ved at forsøge at rodfæste det teoretiske arbejde i felten. Aktionsforskning siger meget interessant om processer og fænomener i en tidsbunden og kulturel kontekst og kan derfor, i sagens natur, ikke isoleret set sige noget generelt om resultatet af eller rationalet i samlede investeringer på et nationalt niveau.

Jeg underviser selv i brugen af state of the art-produktionsteknologier, og i den undervisning tager jeg konsekvenserne af nogle af konklusionerne i bogen. Det der står centralt i min undervisning er de rent menneskelige processer: dialog, samtale, gruppearbejde, fokuseret læsning af udfordrende p-bøger[3], intellektuelt arbejde med at tænke over ens rolle i det sociale, kritisk fokus på konsekvenserne af teknologi (som et frugtbart space for innovativt prototypedesign), antropologisk baserede brugerundersøgelser m.m. Selv om teknologi er genstanden for vores undersøgelser, arbejder vi med digital last-principper: produktionen og brug af digitale teknologier ligger i slutningen af det pædagogiske arbejde, der ikke har brug for digitale teknologier, men som kan booste ens projekt, når man er nået op på et højt taksonomisk niveau, eller når man skal benytte digitale teknologiers styrke til beregning, distribution og skalering. Man kan læse meget mere om de tanker i min lektoranmodning (hvis man er interesseret).

Målgruppe, cherrypicking og Immanuel Kant
En kritik, der går igen i nogle af anmeldelserne, er manglende fremlæggelse af metodologiske overvejelser omkring de policy papers, jeg udvælger og refererer. Det er klart, at det åbner en flanke for kritik af en selektiv læsning. Marianne spørger til, hvem målgruppen er: Min målgruppe (eller ideelle læser) er medlemmer af det danske politiske niveau (helst så højt som muligt). Det har haft redaktionelle konsekvenser: diverse metodologiske overvejelser, teoretiske tilløb, baggrunden for udvælgelse af dokumenter (jeg beder læsere stole på min vurdering) og nuanceringer er blevet udeladt. Succeskriteriet (og det er nok meget idealistisk) er, at politikere i deres tænkning på feltet bliver meget mere præcise om, hvilke konkrete teknologier der menes, i hvilke kontekster, over for hvilke målgrupper og hvilke fagligheder og med hvilken effekt. Det er min opfattelse, at den manglende præcision, den abstrakte snak om potentialer, intensiteten hvormed de udsiges, det travle sprog man beskriver dem med, tempoet rapporterne udkommer i og antallet af aktører, der bidrager til produktionen af dem, skaber en situation, hvori ministre, borgmestre, rektorer og lærere føler sig presset til, eller opportunt spekulerer i, at digitalisere hurtigt og på en totaliserende måde (f.eks. i form af 1:1-modeller, hvor alle elever får en iPad eller en PC).

Jeg har brugt Immanuel Kant som tænkeprotese uden at være fagfilosofisk ekspert i Kant. Det har skabt mere produktiv tænkning, synes jeg, end hvis jeg havde brugt Twitter, Instagram, Wikipedia eller Messenger som primære tænkeproteser. Jeg har udvalgt citater fra Kritik af den rene fornuft, som jeg synes har hjulpet mig til en øget forståelse af den analytiske genstand: den institutionelle tænkning. Som igen er et direkte resultat af Kants fordring om at finde den højeste, overordnede kategori, som vi kan henføre de forskellige fænomener til. Kant er den direkte årsag til, at jeg langsomt kravlede ud af de partikulære læringsteknologier, ud af de forskellige pædagogikker knyttet til IKT, ud af Danmark og endte på “digitalisering siden 1984 som beskrevet af de største nationale og internationale institutioner”. Det projekt skal fuldendes i min ph.d.-afhandling, men grebet blev muliggjort af Kant, og han gjorde projektet interessant på en helt anden måde, end jeg havde forventet. Omvendt siger det meget lidt om det partikulære, og som Marianne kritiserer mig for: Det er en tilgang, der ikke muliggør at skelne mellem alle de forskellige underkategorier inden for feltet (inklusive uddannelsesniveau), og en tilgang, der er blind overfor alle de gode ting, som sker rundt omkring (og som ikke fremgår af de nationale indikatorer). Grunden til, at blikket så ofte falder på grundskoleområdet, er, at der er en relativ økonomisk transparens på området: KL’s budgetter. Hvis vi kendte til de samlede (offentlige og private) investeringer på videregående uddannelser, ville det gøre billedet mere komplet.

Metodiske afkald
Jeg synes, at jeg i Kritik af den digitale fornuft (i efterordet) anerkender svagheden ved den induktive metode, jeg har valgt. Som nævnt i bogen er mit forsøg på at danne mig et overblik ikke ensbetydende med, at jeg så også har et overblik over hele den institutionelle tænkning. Der kan sagtens være en masse rapporter, som jeg har overset, der modsiger eller undergraver det udgangspunkt, jeg i bogen vælger at tænke ud fra. Hvis de åbenbarer sig, skal jeg være den første til at anerkende evt. fejlagtige konklusioner og erkende, at korpusset ikke var repræsentativt og balanceret! Jeg har da også modificeret mit syn på analysegenstanden (den politiske tænkning om pædagogisk IKT) mange gange og kommer højst sandsynligt til at gøre det i fremtiden. For eksempel ved først at tro at den institutionelle tænkning var ensidigt positiv og blotlagt for risikoanalyse: indtil jeg læste Andreas Schleichers forord i “Students, computers and learning“, og i Learning and Technology Options (EP, 2015) og rapporter udgivet af EU. Siden jeg i 2017 udtalte mig til bl.a. Weekendavisen og på DR2 er der ikke dukket dokumentation op for, at investeringerne i pædagogisk IKT — på makroniveau — har ført til højere læring. Derudover kan den induktive metode i sagens natur ikke være andet end bundet til den periode, empirien stammer fra (1984-2015), og derfor kan det jo sagtens være, at man i overmorgen vil støde på policy papers, der med baggrund i uafviselig videnskabelig evidens peger på en læringmæssig merværdi i teknologi X, Y eller Z. Det kan også være at det lykkedes for nogen at aggregere alle de kvalitative studier på en måde, der modsiger eller nuancerer den empiri, jeg beskæftiger mig med.

Jeg tror, at et af problemerne er, at det, der kendetegnede IT i 80’erne og 90’erne, gav fornuftig anledning til mange af de forhåbninger, som de politiske institutioner knyttede til digitalisering i perioden. I dag er situationen kendetegnet ved en helt anden intensiv brug af skærme (fra en meget ung alder) og det i et miljø domineret af kommercielle interesser og opmærksomhedshungrende reklameplatforme, som kan være kontraproduktive i forhold til de oprindelige intentioner, og som må kræve en ny stillingtagen: en position som min bog altså er udtryk for.

Hvis jeg kun havde valgt ét dokument at tænke ud fra — f.eks. Andreas’ Schleichers forord til Students, Computers and Learning (2015) — tror jeg ikke, at overvejelserne om “håndplukning” var opstået. Men processen har for mig været den simple at gå korpusset igennem for viden eller udsagn, der bekræftede Schleichers analyse. De findes i rigt mål og har ført til den meget banale konstatering af, at 1) de politiske institutioner konsistent konstaterer, at der er manglende effekter, samtidig med 2) en lige så konsistent opfattelse af et stort potentiale. Hvordan man gør de dokumenter, som konstateringen af udeblevne effekter optræder i, sammenlignelige, hvordan man vægter dem, hvordan man kan relatere andre typer forskning til dem (f.eks. aktionsforskning) er en del af det metodologiske arbejde, der får en central plads i afhandlingen: p.t. vil jeg begrænse mig til at sige, at algoritmen, der skal rangere dem, er en simpel kombination af institutionens økonomiske vægt + rapportens omfang + en kvantificering af kilde- og datagrundlag.

I samme forbløffede tilstand (over de manglende effekters manglende omtale i dansk institutionel tænkning) og forbløffelse over regeringens begejstrede omfavnelse af “Digitizing Denmark” (den Google-finansierede BCG-rapport) har det været vigtigt for mig at søge validering uden for korpusset. Er der andre videnskaber, som kan underbygge, at der i vores brug af teknologier er mulige kontraeffekter på spil?

Dér åbenbarede der sig et stort korpus af neurologisk forskning, som peger på (overdreven) skærmbrug som en ofte nævnt negativ indlæringsfaktor. Man kan kalde det selektivt at inddrage den forskning, men man kan også kalde det selektivt at ignorere den, især hvis man medtænker, hvad forskerne siger der står på spil — selvom konklusionerne diskuteres i videnskabelige kredse. Jeg ville mene, i en risikoanalytisk optik, at de advarsler, denne forskning rejser, skal tages ligeså alvorligt som det potentiale, man mener er forbundet med pædagogisk IKT.

Hvad siger skoleforskningen, der har dedikeret sig til teknologi og uddannelse? Den problematiserer mange af de politiske belæg, der bruges for digitalisering: at unge opfatter digitale teknologier entydigt positivt, at læreres motiver for ikke at bruge IT skal begrundes i usikkerhed (der kan være faglige årsager), at teorier om læringsstile ikke holder vand, at man kan planlægge “outcomes” osv.

Under alle omstændigheder afspejler de videnskabelige diskussioner ikke den fundamentale selvsikkerhed i de politiske. Det er ikke en ny historie, men trods alt vigtigt at gøre opmærksom på. Og det behøver jo ikke nødvendigvis at være sådan. Det er det egentligt politiske i mit projekt: at stille spørgsmålet til det politiske lag, om det er naturgivent, at fremtidsvisioner skal se bort fra tidligere og nutidige erfaringer?

Hvad mener I?
Men jeg er også interesseret i jer IKT-forskere- og -interesseredes holdning: Hvor går grænserne for digitalisering og budgetterne knyttet til den? Er der ingen tærskler eller biologiske flaskehalse, som annullerer effekter efter en vis grad af digitalisering? Er der ikke farmakologiske aspekter ved digitalisering, altså at det gode ved digitalisering bliver “giftigt” ved overdreven brug? Affejer I al neurologisk bekymring om det kognitivt truende ved overdreven brug af mange skærmteknologier — især hos småbørn? Har I holdninger til den heftige kommercialisering af uddannelse og børn og unges opmærksomhed, som adoptionen af det digitale har medført? Undrer I jer over, at vores fokus på digitalisering så sjældent knyttes til intentionerne med vores uddannelsessystem? Hvad med den sociale slagside som OECD og mange andre påpeger i forbindelse med digitalisering, hvordan forholder I jer til den? Burde vi ikke også definere digitalisering negativt og normativt (beskytter det børnenes privatliv; er det fri for irrelevante og distraherende elementer) i stedet for det udbredte syn på digitalisering om, at vi bare skal forholde os tilpasningsstrategisk til markedsbevægelser?

En gammel mand med et ph.d.-stipendium
Et sted bliver jeg vist kaldt en gammel mand med et ph.d. stipendium. Hvis det er rigtigt, så er min bog en undersøgelse af en tænkning, der er lige så gammel som mig selv. Jeg synes, vi skal prøve at opdrage det politiske niveau til at forny sig. Digitalisering i uddannelse er andet end potentialer og anti-moderne lærere, og måske ville det være forfriskende og livgivende at bruge ressourcerne i det danske forskningsmiljø (i al dets mangfoldighed og uenighed) i højere grad — og for en stund lade konsulenthusene og de internationale institutioner træde til side, så vi kan udvikle en IKT-pædagogik, der netop tager udgangspunkt i det lokale, i det situationelt værdifulde og i kompetente menneskers ansvarlige og intelligente brug.

Tak igen
Jeg håber, jeg har givet jer svar på nogle af spørgsmålene, og igen tak for opmærksomheden og kommentarerne. Der er ingen tvivl om at de vil kvalificere mit arbejde og debatten yderligere!

Venlige Hilsner,
Jesper

P.S. Læs også weekendens anmeldelse i Information: Ny bog: Den digitale ufornuft underminerer den menneskelige fornuft

[1] Citatet er fra en video-konference med Andreas Schleicher i november 2017. Jeg har fået hans tilladelse til at bruge det.
[2] Med “pædagogisk IKT” mener jeg elektrisk drevet apparatur, som benytter en mikroprocessor til informationsbehandling, som er knyttet til et netværk og som bruges til at berige, understøtte, eller erstatte traditionelt pædagogiske fokuspunkter — eller alt det vi traditionelt har betegnet som pædagogisk faglighed, men som man udliciterer til en maskine, der falder ind under ovenstående definition.
[3] Forkortelse af “papirbøger”.